Om det 3 årige ISTDP program
På den 3-årige uddannelse (også kaldet core træning) opnås en grundig forståelse for traumebehandling med fokus på hvorledes tidlige og vedvarende svigt kan have indflydelse på klientens følelseshåndtering og senere udvikling af forskellige grader af psykopatologi, som kræver tilsvarende tilpassede former for psykoterapeutisk behandling.
På uddannelsen opnås viden og træning i at kunne identificere og intervenere ift. klienter, der har fastlåste karaktermønstre, som er invaliderende for klienten og den terapeutiske relation. Der opnås viden ift. psykoterapeutisk behandling af klienter med somatiske lidelser, evt. diagnosticeret med funktionelle lidelser, depressive symptomer, samt klienter med høj grad af angst og jeg-skrøbelig karakterstruktur, hvor regressive forsvar bliver styrende.
Indhold og form
Uddannelsen vil veksle mellem:
- Teoretisk formidling
- Videopræsentationer af undervisers cases
- Forskellige former for øvelser med fokus på at integrere metodiske begreber og interventionsteknikker
- Video supervision af deltagernes egne cases
- Fokus på individuel læring, egne (modoverførings) reaktioner med henblik på udvikling af kompetence
12 moduler i alt
- 3 moduler om året á tre dage pr. gang. (også kaldet coremodul)
- Uddannelsen foregår i Kbh NV, hvor deltagerne følger deres eget hold på max 8 personer gennem de tre år.
- 1 fællesmodul om året á tre dage (også kaldet CoreCamp).
- Dette afholdes i Odense, hvor deltagerne mødes med ISTDP-instituttets øvrige hold, og hvor der vil være andre undervisere præsenteret.
Om modulerne / 9 dage årligt
Første år er en generel indføring i forståelsen for psykopatologien bag de forskellige klientgrupper, herunder klienter med moderat-høj modstand, versus klienter med repression & somatisering, versus klienter med jeg-skrøbelighed. Du vil her få viden om og træning i at genkende de forskellige grupperinger samt håndtere/ behandle den specifikke psykopatologi.
Andet år går vi mere i dybden med klienter med repression i form af kropslig udmattelse & somatisering og klienter med jeg-skrøbelighed, Da der her er tale om grupper med lav jeg-kapacitet må vi arbejde med et gradueret format. Karakteristisk for disse klientgrupper er, at angsten er for høj og de regressive forsvar dominerende. Vi arbejder f.eks. med at kunne identificere projektive processer, og hvorledes disse kan svække den terapeutiske proces, hvis ikke de bliver afhjulpet. Meget terapi fejler netop pga. de ofte projektive processer, hvor klientens egen vilje og ønske om bedring ikke er integreret i klienten, men istedet bliver til projektioner af (frygt for), at terapeuten har et projekt. Dette kan nemt forekomme, hvis ikke de forskellige projektive mønstre identificeres, og angsten reguleres, så klienten kan opleve tryghed i rummet på egne præmisser.
Tredje år får du redskaber til at arbejde med klienter med høj grad af modstand, hvor karakterforsvar ødelægger klientens og den terapeutiske relation, da problematikken viser sig som modstand i overføringen. Denne gruppe er ofte behandlingsresistent og kræver mere kapacitet hos terapeuten for at holde et mere vedholdende format; kaldet standard-formatet.
Ligeledes vil vi på tredje år dykke ned i forståelsen bag vedvarende destruktive mønstre hos klienten, hvor der kan være et stærkt behov for selvstraffende adfærd til stede. Denne iboende selvstraffende mekanisme, kaldet super-ego patologi, kan have mange udtryk, og hvis denne problematik får lov at fortsætte, være negativt styrende for udfaldet af terapien.
På alle moduler vil vi gennemgå teori bag det specifikke tema inklusiv video case-præsentation. Vi vil også benytte øvelser og rollespil med henblik på gradvis udvikling af terapeutiske kompetencer i at:
- Skabe en terapeutisk alliance
- Vurdere klientens psykodynamik, (stimulus, følelse, angst, forsvar og symptomer)
- Vurdere klientens ego-adaptive kapacitet
- Aflæse angstmanifestationer og sætte dem i relation til klientens vanskeligheder
- Vurdere klientens forsvar
- Foretage en ”moment to moment” psykodiagnose, hvor klientens respons guider næste intervention
- Lære at være emotionelt til stede med vores klient
- Intensivere psykodynamisk terapi
- Monitorere egne responser
- Supervision af hver deltagers videomateriale, som vil udgøre en læringspulje af forskellige klient problematikker – for hele holdet.
Om fællesmodulerne / 3 dage årligt
Alle instituttets studerende deltager i tre fællesmoduler (også kaldet Core Camps) i Odense.
Hver corecamp vil bestå af teori, træning og case-videomateriale, som belyser et tema; ”Jeg-skrøbelighed”, ”Høj Modstand med Repression” eller ”Høj Modstand”.
Forskellige undervisere at lære fra. Hver underviser kommer jo med sin personlige stil, hvilket kan hjælpe til at man finder sin egen måde at udfolde sig på som terapeut.
- Udover instituttets undervisere vil der være ekstern presenter. I 2026 har vi inviteret psykiater/ professor Allan Abbass som gæste-presenter
Styrke sociale netværk : De mange pauser m morgenmad, frokost og festmiddag giver god mulighed for at være sammen med dit hold, og møder dine øvrige kolleger på mere uformel vis og kan danne netværk. Desuden vil vi indlægge refleksioner og øvelser to og to.
Læs mere her:
Lad os finde ud af, hvad der passer dig
Uanset om du søger terapi, supervision eller videreuddannelse, er du velkommen til at henvende dig for en afklarende dialog.